DSB Q
Forbilledet
I perioden 1930-1945, anskaffede DSB 15 store rangerlokomotiver af litra Q, alle bygget af Frichs i Århus.
Lokomotiverne leveredes i to serier, i 1930-1931 kom Q 337-341, og i 1943-1945 fulgte Q 342-351 efter.
Der var visse forskelle på første og anden serie, blandt andet størrelse og facon på kul- og vandkasserne, samt pufferne.
De firekoblede Q-maskiner anvendtes stort set udelukkende på rangerbjergene på Københavns Godsbanegård (Gb), i Århus, i Fredericia og i Padborg, og var derfor forholdsvis anonyme, sammenlignet med forskellige andre af DSBs damplokomotiver.
Trods den beskedne maksimalhastighed, anvendtes Q-maskinerne dog også i beskedent omfang til strækningskørsel, bl.a. anvendtes Gb-maskinerne i perioder på godsforbindelsesbanen, ligesom der er eksempler på at Ar-maskinerne udvekslede vogne i Brabrand.
Der blev ikke flyttet meget rundt med Q-maskinerne i løbet af deres levetid.
Således tilbragte Q 340-344 stort set hele deres aktive liv på Gb, Q 345-349 var stort set lige så trofaste i Århus, og Q 350-351 i Fredericia. Q 337-339 var normalt enten i Fredericia eller Padborg, dog endte Q 338 sin aktive karriere i Århus, i øvrigt med sidste driftsdag lørdag 14. marts 1964, hvor den havde tjansen som ”kulgårdsmaskine” ved maskindepotet.
Generelt blev Q-maskinerne gradvist overflødige op gennem tresserne, i forbindelse med leverancen af de 120 MH-lokomotiver.
Alligevel blev de sidste Q-maskiner først endeligt taget ud af drift i løbet af 1969-70, og Q-maskinerne var dermed blandt de damplokomotiver der overlevede længst.
Modellen
Chassis, kedel og nederste del af førerhuset støbt i metal, skorsten drejet i messing.
Detaljeret gangtøj, støbt i metal.
Fjedrende puffere, trin af ætset metal, og håndbøjler og balystre af metaltråd.
Detaljeret indretning og førerplads, med lavt placeret gulv.
Lys i førerrum, og gnistrende diodelys i fyret.
ESU Glockankermotor, og ESU lokPilot eller lokSound.
Alle modeller leveres endvidere med to gange fire løse tur-tavler med forskellige numre, der kan hænges på siderne af lokomotivet. Disse tavler angav hvilken rangertur lokomotivet kørte den pågældende dag, og tavlerne havde forskelligt udseende fra depot til depot.
Lokomotiverne leveres med tavler der passer til hvor det hørte hjemme, og numrene på tavlerne passer med hvilke ture Q-maskinerne blandt andet kørte.
Varianter, numre og status
Der blev lavet forskellige ændringer på Q-maskinerne gennem tiden, bl.a. med hensyn til bremseudrustning og belysning.
Alle modellerne er lavet i den sidst kendte udgave, det vil sige med trykluftbremse og elektrisk belysning.
Det vides ikke præcist hvornår disse ombygninger var gennemført på alle maskiner, så hvorvidt de seks forskellige Q-maskiner der produceres alle har set sådan ud fra 1950 som anført nedenfor, er derfor uden garanti. Det er alene et kvalificeret gæt.